17-årig pige ræsede rundt i p-kælder i lejet bil
Bilisten og hendes passager blev opdaget af en parkeringsvagt
Natten til tirsdag kl. 01.55 blev Østjyllands Politi kontaktet af en parkeringsvagt, som fortalte, at der kørte en ung kvinde rundt i høj fart i parkeringskælderen under Aarhus Universitetshospital på Palle Juul-Jensens Boulevard i Aarhus N.
Kort tid efter ankom nogle betjente, og de fik hurtigt øje på bilisten, som stadig kørte rundt i parkeringskælderen. Betjentene fik standset bilen, der viste sig også at have en ung mand på passagersædet.
Den kvindelige chauffør nægtede at oplyse navn og fødselsdato til betjentene, selvom de gentagne gange gjorde hende opmærksom på hendes oplysningspligt. Til sidst endte det med, at betjentene måtte anholde hende.
Hun gjorde kraftigt modstand undervejs, og hun blev derfor sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde foruden at nægte at oplyse sit navn til politiet.
Politiet fandt frem til hendes identitet, og de fandt ud af, at hun kun er 17 år, og hun blev derfor også sigtet for kørsel uden førerret.
Den 18-årige mand på passagersædet erkendte, at det var ham, der havde lejet bilen, og at han havde givet nøglen til den 17-årige pige.
Han blev sigtet for at overdrage bilen til en person uden førerret.
jg