Her plyndrer de tankstation for cigaretter: Hvem er de tre mænd?
Politiet efterlyser mistænkte til tyveri fra Q8 i Viborg den 20. marts.
I lørdags lykkedes det tre mænd at stjæle et større parti cigaretter fra Q8 på Kirkebækvej i Viborg.
Nu efterlyser Midt- og Vestjyllands Politi gerningsmændene og beder samtidig offentligheden om hjælp til at identificere dem.
Kuppet skete ved 21-tiden, da to af mændene (B og C) henvendte sig i butikken på tankstationen for at se på gasflasker, der skulle bruges til en bekendts pizzeria.
Det lykkedes dem at aflede ekspedientens opmærksomhed så længe, at en tredje person (A) kunne liste sig ind i baglokalet, hvor han åbnede cigaretboksen og fyldte en indkøbsvogn med cigaretter. Den ene person blev i butikken (C), mens de to andre (A og B) flere gange kom tilbage til baglokalet (via bagdøren) og hentede flere cigaretter.
Indkøbsvognen blev senere fundet efterladt ved solcenteret på hjørnet af Kirkebækvej og Egevej.
De tre mistænkte beskrives som:
A: Mand, 20-30 år, almindelig af kropsbygning, skandinavisk af udseende. Han var iført blå hættetrøje med hvid ”Originals”-skrift på brystet, sorte joggingbukser af mærket Adidas og grå sko med hvid bund af mærket Nike. Derudover bar han sorte handsker og sort mundbind.
B: Mand, 20-30 år, almindelig af kropsbygning, mellemøstlig af udseende, han talte dansk med accent. Han var iført mørkegrå trøje med lynlås, på ærmerne er der en bred, lysegrå streg, som går fra halsen og halvvejs ned på armene. Derudover bar han lysegrå jogging bukser af mærket Nike og sorte sko med hvid hæl, sort kasket og mundbind.
C. Mand, 20-30 år, kraftig af bygning, mellemøstlig af udseende og talte dansk med accent. Han var iført sort dunjakke, grå hættetrøje, sort kasket, sorte joggingbukser af mærket Adidas. Bukserne havde hvidt Adidas logo på venstre bukseben og hvide striber fra hofte og ned til knæ på begge ben. Derudover bar han sorte sko og sort mundbind.
Oplysninger om personernes identitet kan gives til Midt- og Vestjyllands Politi på telefon 1-1-4.