To drenge røvet ved supermarked: Måtte aflevere jakke og telefon
Politiet søger vidner
To drenge blev tirsdag aften udsat for et røveri ved Netto ved Børupvej i Tranbjerg, oplyser Østjyllands Politi.
Politiet fik anmeldelsen i løbet af aftenen, om at en 14-årig og hans kammerat ved 18.20-tiden var blevet kontaktet af fire jævnaldrende drenge, mens de stod på græsplænen bag Netto.
De fire drenge tog fat i de to drenges jakker og spurgte, om de havde noget af værdi, inden de stak af fra stedet med den 14-åriges airpods og kammeratens jakke og telefon.
De fire drenge beskrives af politiet på denne måde:
- Ikke etnisk danske af udseende
- 14-15 år gamle
- Tre af dem var ca. 170 cm høje og spinkle
- Den fjerde var kraftig og ca. 180 cm høj
- En af dem havde en halsedisse foran ansigtet og var iført en mørk jakke, mørke bukser og mørke sko
- De talte dansk med accent
Østjyllands Politi vil gerne høre fra eventuelle vidner, der kan have set de fire drenge i området ved Netto i Tranbjerg tirsdag aften.