Hver tredje dansker siger nej tak til AstraZeneca-vaccinen
En ud af tre svarer i en måling, som Megafon har lavet for Politiken og TV2, at de vil sige nej tak til vaccinen.
Gælder spørgsmålet ikke en specifik vaccine, så er det kun syv procent, som vil sige nej, skriver Politiken ifølge Ritzau.
Torsdag er det to uger siden, at Danmark indførte en pause mod at bruge vaccinen. Det skete, efter at myndighederne havde modtaget indberetningerne om få tilfælde af alvorlig sygdom blandt nyvaccinerede.
Siden er det blevet undersøgt, om der er en sammenhæng mellem tilfældene, og torsdag vil myndighederne så komme med en status.
I Danmark har knap 150.000 personer fået mindst et af de to stik, som vaccinen kræver. Frem til 16. marts var der cirka 17.000 indberetninger om formodede bivirkninger.
Langt de fleste er om milde og moderate formodede bivirkninger - for eksempel feber og hovedpine. To personer er afgået ved døden efter vaccination. Det vides endnu ikke, om der er sammenhæng mellem de to.