Genbrugsbutik lukket på ubestemt tid
Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Malling har været udsat for et indbrud, hvor gerningsmændene har smadret butikken, der nu er lukket på ubestemt tid
Kirkens Korshærs genbrugsbutik på Holmskovtoften i Malling har været udsat for et voldsomt indbrud, hvor der dog tilsyneladende ikke er stjålet noget. Gerningsmændene har derimod sørget for, at butikken nu er så smadret, at den er lukket på ubestemt tid.
Det fortæller Dorthe Egede Hansen, der er chef for genbrug i Kirkens Korshær, til Århus Stiftstidende.
"Det er meget omfattende, og det bliver dyrt at få tilbage til normalen. Disken er væltet og gået i stykker, og både kasseterminal og gulvtæpper er ødelagt. Adskillige af varerne er ødelagte, og der ligger støv fra en pulverslukker over det hele. Så det er en hel butik, som skal rengøres," fortæller hun til mediet.
Østjyllands Politi bekræfter over for Lokalavisen Aarhus, at det har fået en anmeldelse om indbruddet.
"Det blev anmeldt onsdag eftermiddag klokken 14.35, og er ifølge anmeldelsen sket fra tirsdag klokken 17.23 til onsdag klokken 14, hvor det altså blev opdaget," fortæller vagtchef Stig Heidemann fra Østjyllands Politi til Lokalavisen Aarhus.
Han oplyser desuden, at politiet har været ude i butikken.
"Vi har været derude for at undersøge det, og nu er vi så i gang med at efterforske," fortæller vagtchefen.
Dorthe Egede Hansen fra Kirkens Korshær fortæller til Århus Stiftstidende, at der nu venter en rengøringen, der er så omfattende, at der skal kontaktes et rengøringsfirma, og samtidig betyder lukningen selvfølgelig også tabt omsætning i den kommende periode.