To kvinder anholdt på bordel - den ene gemte sig bag et gardin
Politiet undersøgte onsdag aften et bordel, som i strid med corona-reglerne holdt åbent
Det er som følge af de gældende corona-restriktioner i øjeblikket ikke tilladt at drive bordel. Det valgte en 30-årig ungarsk kvinde dog at se stort på, da Østjyllands Politis afdeling for særlige sager onsdag aften klokken 19 kom forbi hendes bordel i Viby.
I døgnrapporten oplyser politiet, at betjentene tog forbi stedet, da de havde en mistanke om, at der blev arbejdet på stedet, og det viste sig at være rigtigt. Den 30-årige kvinde blev derfor sigtet for overtrædelse af den gældende corona-bekendtgørelse og kan nu se frem til en bøde på 10.000 kroner.
Ved nærmere undersøgelse af lejligheden fandt betjentene en anden kvinde, der havde gemt sig bag et gardin. Hun blev sammen med den 30-årige kvinde anholdt og medbragt til politigården med henblik på at fastlægge hendes identitet. Kvinden viste sig at være en 25-årig kvinde fra Ungarn. Begge kvinder blev løsladt senere onsdag aften, oplyser politiet i døgnrapporten.
jwh