Politiet har endnu ikke foretaget anholdelser

Østjyllands Politi har modtaget flere henvendelser fra borgere i forbindelse med torsdagens skudepisode i Viby, men ingen personer er endnu blevet anholdt

Artiklens øverste billede
Politiet afspærret området for trafik i omkring en time, da betjente torsdag morgen efterforskede skudepisoden på Skanderborgvej i Viby.

Siden torsdag morgen har Østjyllands Politi efterforsket den skudepisode, som fandt sted ved en lejlighed på Skanderborgvej i Viby. Men i dagens døgnrapport oplyses det, at der fortsat ikke er blevet foretaget anholdelser i sagen, og derfor beder politiet borgere om fortsat at ringe ind med oplysninger i sagen.

"Politiet vil fortsat meget gerne høre fra borgere, der har set eller hørt noget umiddelbart før kl. 07.00 torsdag morgen, eller som har set den sorte BMW, der kørte fra stedet efter skyderiet. Der er muligvis tale om en sort BMW 435i Gran Coupé. Bilen havde tildækkede nummerplader, og den holdt parkeret på parkeringspladsen ved Nordbyvej bag ved Danbo Møbler, hvorfra den kørte ad Nordbyvej og videre af Ormslevvej," oplyser politiet i døgnrapporten.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er denne bil, som politiet knytter sammen med skudepisoden.

Det var torsdag morgen klokken 06.55, at Østjyllands Politi modtog en anmeldelse fra en borger, der ved Skanderborgvej i Viby havde hørt flere skud og efterfølgende set to mænd løbe hen til en parkeret bil, som kørte fra stedet.

Da politiet ankom til området, kunne det konstateres, at der var affyret flere skud mod en lejlighed på Skanderborgvej. I lejligheden befandt sig en 37-årig mand, der var uskadt. Mens politiet arbejdede på stedet, blev Skanderborgvej spærret for trafik ud af byen i en times tid.

Det er politiets opfattelse, at skyderiet skyldes en uoverensstemmelse mellem nogle personer fra det kriminelle miljø i Aarhus, oplyses det i døgnrapporten.

jwh

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen