'Ud og køre med de skøre': Bilist i polititøj og med blå blink - sigtet for narkokørsel
Der ventede betjentene i en patruljebil fra Østjyllands Politi en noget speciel oplevelse, da de standsede en bil fredag aften i Max Müllers Gade i Aarhus.
Det viste sig, at den standsede bil blev ført af en 43-årig mand, som blev anholdt og sigtet for narkokørsel.
Men også mandens påklædning og udstyr i bilen vakte politifolkenes opmærksomhed.
Den 43-årige var nemlig iført en t-shirt med påskriften "Politi", og han medbragte blåt blink i bilen.
Så foruden sigtelsen for nakokørsel er manden nu også sigtet for forsøg på at udgive sig for at være offentlig myndighed, oplyser Østjyllands Politi.
kb