Danskerne troede, deres tøj endte hos velgørende organisationer: Men polske mænd havde fundet en snedig fidus
To polske statsborgere troede tilsyneladende, at de velgørende organisationers tøjcontainere var ét stort tag-selv-bord.
To polske mænd på 26 og 27 år blev søndag aften anholdt i Roskilde, umiddelbart efter at de havde tømt flere tøjcontainere for sække med tøj.
Anholdelserne skete efter en større efterforskning af mange tyverier, som den seneste tid har plaget flere steder på Sjælland og Falster.
Efterforskerne har i et stykke tid fulgt gerningsmændene og har i den forbindelse knyttet dem til en lang række tyverier fra indsamlingscontainere, oplyser Københavns Politi.
Gerningsmændene er flere gange observeret køre ind i landet på en søndag, hvor de gennem halvandet døgn udelukkende har beskæftiget sig med tyverier, før de igen er kørt ud af landet med bilerne fulde af tøj.
Ved søndagens anholdelsesaktion og i forbindelse med efterforskningen er der konfiskeret mere end 4,8 tons tøj til en værdi af cirka 45.000 kroner, oplyser politiet, som håber, at søndagens aktion har sat en stopper for de omfattende tyverier.
Udover de to anholdte mænd er yderligere to personer mistænkte i sagen. De efterlyses nu via de polske myndigheder.
De to mænd på 26 og 27 år bliver fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret i løbet af mandag.
jn