Mor og fireårig datter udsat for blotter
En lille familie blev søndag eftermiddag udsat for en ubehagelig oplevelse i Marselisborg Dyrehave i Højbjerg
En tur i Marselisborg Dyrehave i Højbjerg tog en noget uventet og ubehagelig drejning for en lille familie bestående af en mor med sin bror og fireårige datter, da de pludselig blev udsat for en mand, der valgte at blotte sig foran dem.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Episoden skete søndag klokken 17.00, hvor familien så en mand stå og fodre rådyrene med gulerødder. De gik alle tre hen for at komme tættere på dyrene, men da de nåede hen til manden, så de ifølge deres forklaring, at han stod med sin penis stikkende ud af bukserne. De skyndte sig derfor væk, hvorefter de ringede til politiet.
En patrulje kom kort efter til dyrehaven, hvor betjentene fik kontakt med en mand, som svarede til signalementet fra familien. Han nægtede dog at have blottet sig, og han blev i første omgang ikke sigtet, da han ikke med sikkerhed kunne kobles sammen med episoden, oplyses det i døgnrapporten.
jwh