Person indebrændt i lejlighed - kærestepar nåede at redde sig ud
Natten til onsdag er en person omkommet i en lejlighedsbrand i Østergade i Aabybro, skriver nordjyske.dk.
Da brand- og redning nåede frem, efter at alarmen var gået klokken 00.19, fandt de en 37-årig mand og hans kæreste, som begge selv havde formået at redde sig ud af den brændende lejlighed.
Desværre kunne de oplyse, at endnu en person befandt sig i lejligheden. Vedkommende blev senere fundet død af røgdukkere.
Kæresteparret var heller ikke uskadte. Manden har fået alvorlige forbrændinger på arme og ansigt, mens kvinden har fået mindre skader. De er nu indlagt på intensiv på Aalborg Universitetshospital.
Vagtchef ved Nordjyllands Politi, Torben Larsen, oplyser, at årsagen til branden endnu ikke er kendt, og man fortsat også er usikre på identiteten på den afdøde. De pårørende er derfor endnu ikke underrettet, skriver nordjyske.dk.
jn