Politiansat sigtet for ulovlig overvågning af over 100 kvindelige kollegaer
Ifølge Ekstra Bladet er en medarbejder hos Østjyllands Politi i Aarhus mistænkt for at have skaffet sig ulovlig adgang til over 100 kollegers telefoner
En mandlig IT-medarbejder på politigården i Aarhus er blevet sigtet for på ulovligt vis at have skaffet sig adgang til over 100 kollegers telefoner, og angiveligt er hovedparten af ofrene kvinder.
Det skriver Ekstra Bladet.
Den mandlige IT-medarbejder, der bor ved Aarhus, blev sigtet i sagen mandag, hvor også hans bopæl blev ransaget af politiet, og man beslaglagde en større mængde materiale.
Ifølge Ekstra Bladet bliver sagen efterforsket af Midt- og Vestjyllands Politi. Politidirektør hos Østjyllands Politi, Kirsten Dyrman, bekræfter overfor mediet, at politiet har videresendt en sag til lige præcis den politikreds, men hun ønsker ikke at gå i detaljer.
jwh