Ung mand anholdt efter voldsom biljagt
En 21-årig mand bliver lørdag fremstillet i grundlovsforhør, efter han fredag blev anholdt i forbindelse med en biljagt, der endte i Søften
Det gik voldsomt for sig, da politiet fredag jagtede en 21-årig mand, som kørte hasarderet fra den nordlige del af Aarhus til Søften.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten i forbindelse med, at manden lørdag fremstilles i grundlovsforhør i retten i Randers.
Den 21-årige mand blev anholdt fredag klokken 18.08 efter en længere biljagt som startede ved Brendstrupgårdsvej i Aarhus N. Herefter forsøgte den 21-årige mand med høj hastighed at flygte fra politiet. Han kørte i den forbindelse flere gange over for rødt, og så kørte han med høj hastighed i byområder og på landevejene.
Politiet fandt mandens bil efterladt på vejen Omega i Søften Kort efter blev den 21-årige mand fundet gående ikke langt fra bilen, og politiet konstaterede, at han var i besiddelse af bilens nøgler. Han blev derfor anholdt og sigtet for adskillige overtrædelser af færdselsloven og for at forvolde fare for de øvrige trafikanter.
Politiet har fået en del henvendelser fra vidner, som indgår i efterforskningen, oplyses Østjyllands Politi desuden i døgnrapporten.
Grundlovsforhøret i Randers begyndte lørdag klokken 10.
jwh