På mandag går det løs: 100.000 skal stikkes på én dag
Mandag skal regionerne teste, om de kan leve op til målsætningen om at kunne vaccinere 100.000 på én dag.
Mandag skal den danske vaccinationsindsats stå sin helt store prøve.
100.000 borgere i hele landet skal efter planen vaccineres i løbet af dagen i landets frem regioner.
Det er en stresstest af, om regionerne er klar til at løfte opgaven, når Danmark gennem de kommende uger og måneder vil modtage flere vacciner end hidtil.
I starten af året meldte Sundhedsstyrelsen ud, at regionerne skulle kunne vaccinere 100.000 om dagen, og det er altså første gang, at man skal teste, om den opgave kan løftes.
- Næste store vaccinationsdag bliver på mandag: Vi vaccinerer 100.000 i Danmark med Pfizer og Moderna på én dag, skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.
- Det er vores anden storskala-vaccinedag. Vi gør det for at opruste til den kommende tid, hvor leveranceplanerne viser, at vi skal være klar til at modtage større leverancer, skriver han.
26. februar var regionerne gennem en lignende generalprøve - dog i noget mindre skala - hvor omkring 35.000 blev vaccineret på en dag.
/ritzau/