Nyt chok: Fire tilfælde af blodpropper hos personer med Johnson & Johnson-vaccine
Der er registreret fire tilfælde af usædvanlige blodpropper hos personer, som har fået coronavaccine fra Johnson & Johnson.
Det oplyser Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.
Et af tilfældene fandt sted under kliniske forsøg. De tre andre er fundet sted under udrulningen af vaccinen i USA. Et af tilfældene førte til et dødsfald.
Det står imidlertid ikke klart, om der er sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne. Det bliver undersøgt nærmere af EMA's sikkerhedskomité.
EMA undersøger tilfældene og vil derefter tage stilling til, om det skal have betydning for vaccinens udrulning.
Vaccinen bliver i øjeblikket kun brugt i USA. Den blev godkendt til brug i EU 11. marts og ventes at komme til europæiske lande i løbet af april.
/ritzau/