Ledende rocker anholdt i Aarhus og fængslet i stor narkosag
En 55-årig mand er mandag blevet varetægtsfængslet i fire uger i en sag om køb og videresalg af mindst 360 kilo hash
Politiets enhed Særlig Efterforskning Vest, som efterforsker organiseret kriminalitet i Vestdanmark, slog søndag morgen til på en adresse i Aarhus-området, hvor en 55-årig mand blev anholdt i en større sag om køb og salg af narko. Madnag blev han fremstillet i grundlovsforhør, som resulterede i, at den 55-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden, som politiet vurderer er et ledende medlem af en rockergruppering, er sigtet for i en periode fra februar til december sidste år at have købt mindst 360 kilo hash, som han efterfølgende solgte videre.
”Det er politiets opfattelse, at den 55-årige har været en fremtrædende figur i et større netværk, der har indsmuglet hash og solgt det videre til forskellige aftagere i Danmark, og jeg er tilfreds med, at han nu er varetægtsfængslet, ” siger Jhin Lee, der er anklager i Særlig Efterforskning Vest, i pressemeddelelsen.
I november blev fire personer anholdt i en koordineret aktion i Kalundborg-området i samme sag, og politiet beslaglagde dengang en større mængde narko og flere skydevåben.
I alt er syv personer indtil videre blevet varetægtsfængslet i narkosagen.
Ved mandagens grundlovsforhør, der blev afholdt bag lukkede døre, nægtede den 55-årige sig skyldig, og han udbad sig betænkningstid i forhold til at kære kendelsen om varetægtsfængsling, oplyses det i pressemeddelelsen.
jwh