Politirapporten: Sliksulten butikstyv anholdt med 65 plader chokolade
Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
Mandag klokken 21.41 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra Netto på Søren Frichs Vej i Åbyhøj, hvor en butiksdetektiv havde tilbageholdt en mandlig butikstyv. Butiksdetektiven var blevet opmærksom på manden, der i butikkens indgangsparti havde stået og fumlet med nogle poser. Manden havde lagt nogle ting i poserne, som han derefter havde efterladt i en indkøbskurv tæt ved indgangen, hvorefter han var gået ind i butikken og købt nogle varer.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Lige inden han gik ud af butikken igen, tog han den pose med, som han havde efterladt ved indgangen, og efterlod i stedet posen med de varer, som han netop havde købt. Butiksdetektiven fulgte efter manden hen til hans bil og fik ham tilbageholdt. Posen han havde i hånden var fyldt med chokolade, og i bilen lå der endnu en Netto-pose, der var fyldt med slik.
Da politiet ankom til stedet, kiggede betjentene butikkens videoovervågning igennem. Her kunne de se, at den 51-årige mand havde gået rundt i butikken og fyldt Netto-posen, med hvad der viste sig at være 65 plader chokolade.
Den 51-årige mand blev sigtet for butikstyveri, og erkendte at have stjålet chokoladen. Han erkendte også, at alt det slik, som butiksdetektiven havde fundet i bilen, var stjålet, men dog fra en anden Netto. Han fik herefter besked på, at han ikke længere var velkommen i Netto.
Røg joint ved Godsbanen
Mandag klokken13.24 var Østjyllands Politis specialpatrulje forbi Godsbanen i Aarhus, hvor betjentene spottede en mand, der stod og røg en joint foran en butik på Skovgaardsgade. Ved visitation af manden fandt betjentene en mindre mængde hash i hans bukselomme, og den 28-årige mand blev sigtet for narkobesiddelse.
Færdsel
Mandag klokken 15.37 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Aarhus V. En 35-årig mandlig bilist kom kørende ad Viborgvej i nordvestlig retning, da han, i forbindelse med kø-kørsel på stedet, påkørte en forankørende bil, der blev ført af en 40-årig mand. Påkørslen skete med lav hastighed, og der skete kun mindre materiel skade på de to biler.
Mandag klokken 18.05 skete der et færdselsuheld i krydset Søndre Ringgade/Skanderborgvej i Aarhus C. En 66-årig kvinde på en handicapscooter kørte over for rødt lys, hvorefter hun blev ramt af en lastbil, ført af en 43-årig mand, der var i færd med at svinge til højre for grøn svingpil. Kvinden havde dog nået at kastet sig af scooteren, så det kun var den, der blev ramt af lastbilen, og kvinden slap med mindre knubs. Hun blev sigtet for at have kørt frem for rødt lys.
ksa