AstraZeneca-vaccinen droppes:149.000 tilbydes ny vaccine
AstraZeneca-vaccinen fjernes fra vaccinationsprogrammet, bekræfter Sundhedsstyrelsen på et pressemøde.
Danmark er det første land til at droppe vaccinen helt.
De 149.000 personer i Danmark, der har modtaget første stik med en vaccine fra AstraZeneca, vil 'senere' blive tilbudt en anden vaccine, oplyser Sundhedsstyrelsen.
Alle borgere over 50 år forventes nu at være blevet tilbudt to vaccinestik den sidste uge i juni.
Det er en udskydelse på tre uger i forhold til den seneste kalender fra 29. marts.
Det viser en ny vaccinationskalender fra Sundhedsstyrelsen efter beslutningen om at fjerne AstraZeneca-vaccinen fra udrulningen.
Samtidig er datoen for, hvornår alle over 50 år er vaccineret med ét stik, rykket to uger.
I den nye kalender forventes det at ske i uge 21 i maj.
Det tidspunkt er vigtigt for den kommende genåbningsaftale.
Når de ældste og sårbare borgere samt borgere over 50 år, der ønsker det, er vaccineret med første stik, vil det være en milepæl i epidemihåndteringen i Danmark, lyder det i aftalen om genåbningsplanen.
Statsminister Mette Frederiksen (S) erklærede sig 11. marts enig i, at "når alle over 50 er vaccineret, så kan vi i princippet have et åbent Danmark".
Den forventede dato for, hvornår alle over 16 år forventes vaccineret, er nu den første uge i august. Det er en udskydelse på to uger.
Opdateres...