Slog kniv i hovedet på 25-årig mand
En 20-årig mand er anholdt efter et voldsomt slagsmål ved Bazar Vest
Torsdag aften udviklede et slagsmål mellem to kamphaner sig til en farlig affære, da en 20-årig mand pludselig trak en kniv.
Den 20-årige var kommet op at slås med en 25-årig mand ud for bazaren i Brabrand ved 18-tiden. Ifølge politiet skyldtes slagsmålet nogle "uoverensstemmelser".
Men på et tidspunkt valgte den unge kombattant at trække en kniv, som han svingede mod den 25-årige og slog i hovedet på ham, så han pådrog sig skader i baghovedet.
Den 25-årige mand kom dog ifølge politiet ikke umiddelbart alvorligt til skade.
Den 20-årige blev efterfølgende anholdt og fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Aarhus, hvor han blev sigtet for grov vold. Det resulterede i, at han blev varetægtsfængslet i fire uger. Han nægter sig skyldig, men kærede ikke kendelsen.
ddp