11-årig pige kæmper for livet: Kørt ned af flugtbilist
Pigen blev slynget op over bil, og bilisten stak af.
En 11-årig pige er i kritisk tilstand, efter at hun fredag aften blev påkørt af en flugtbilist ved Maribo på Lolland.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken på Skelstrupvej i Hunseby klokken 20.19.
- Pigen bliver påkørt og kastet op over bilen, fortæller politiets vagtchef Kent Edvardsen til Ritzau.
Efter påkørslen af pigen stikker bilisten af.
- Men nogle vidner giver en beskrivelse af bilen. Vi finder en tilsvarende på en ejendom ikke langt fra ulykkesstedet, og vi har anholdt en mistænkt, fortæller vagtchefen.
Den mistænkte er en 29-årig mand, oplyser vagtchef Michael Skræddergaard lørdag morgen.