Ville undvige rådyr på vejen
Politiet kaldt ud til solouheld i Auning

Der skete natten til tirsdag et solouheld på Hovedvejen i Auning, hvor to personer efterfølgende måtte køres på skadestuen.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Uheldet skete klokken 00.32, da en 19-årig kvinde ifølge hendes egen forklaring til politiet forsøgte at undvige et rådyr på vejen, hvorefter bilen skred ud i rabatten, hvor den blandt andet ramte et træ.
I bilen sad også en 20-årig mand, og de blev begge kørt til undersøgelse på skadestuen, men ingen af dem kom umiddelbart alvorligt til skade, oplyses det i døgnrapporten.
jwh