Stangstiv ukrainer anholdt på motorvejen: Kørte med over 2,0 i promille

Politiet måtte tirsdag eftermiddag sende en patrulje til Holbækmotorvejen, hvor en polsk indregistreret bil kørte noget usikkert i østlig retning.
Bilen var ved 17:30-tiden blevet spottet på Munkholmvej i Kirke-Såby, hvorfra den fortsatte ned på motorvejen.
Ved afkørsel 10, Roskilde Ø, blev bilen standset, og det viste sig at være en rigtig god idé.
Den 32-årige ukrainer bag rattet var så kraftigt påvirket af spiritus, at han kunne blæse alkometeret over 2,0 promille. Han blev derfor anholdt og der blev taget en blodprøve, som skal afgøre hans præcise promille.
Bilen tilhørte i virkeligheden en polsk mand med adresse i Ringsted, og han blev orienteret om, at den nu er beslaglagt med henblik på konfiskation.
Senere i dag skal Retten i Roskilde tage stilling til, om ukraineren skal varetægtsfængsles.
Når sagen er afgjort, vil Udlændingestyrelsen træffe afgørelsen om, hvorvidt manden kan udvises af Danmark med et indrejseforbud, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
jn