Kendt dansk firma meldt til politiet
Alarmfirmaet Verisure er politianmeldt for ulovligt telefonsalg og vildledning

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt nordens største alarmfirma, Verisure, for ulovligt telefonsalg og vildledning af forbrugere i både telefonsamtaler, annoncer på sociale medier samt på hjemmesiden. Firmaet har tilsyneladende oplyst eller givet indtryk af, at der havde været mange indbrud i forbrugernes område, selvom det ikke var korrekt, oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Sagen drejer sig om ulovlige opkald til 57 forbrugere og to enkeltmandsvirksomheder, der står på Robinsonlisten, som populært sagt er ”nej tak til reklame og markedsførings-listen”.
»Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Verisure i flere tilfælde har vildledt forbrugerne ved at give urigtige oplysninger om, at der for eksempel har været mange indbrud i området, hvor forbrugerne bor. En virksomhed må naturligvis ikke give urigtige oplysninger som middel til at skræmme forbrugerne til at købe et produkt, som for eksempel en alarm,« siger forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen.
Verisure, som tidligere har accepteret bøder på henholdsvis 350.000 kroner, 10.000 kroner og 60.000 kroner for ulovligt telefonsalg, spam, vildledning og uanmodede henvendelser, bestrider at have vildledt forbrugere eller have foretaget ulovligt telefonsalg.
Også leadvirksomheden Toleadoo og leadmægleren eGentic er politianmeldt for medvirken til 13 af Verisures ulovlige opkald til forbrugere.
jn