Hvor mange i Aarhus kører bil uden gyldigt kørekort?

Spørgsmålet i overskriften bliver sandsynligvis aldrig besvaret korrekt, men det må være en hel del, for stort set hver eneste døgn stopper politipatruljer bilister, som ikke har et gyldigt kørekort - eller som slet ikke har et kørekort.
Det seneste uddrag af døgnrapporten fra Østjyllands Politi har - sædvanen tro - beretninger om bilister, som åbenbart ikke mener, at et kørekort er nødvendigt for at føre en bil.
Det hedder således i politiets døgnrapport fra fredag morgen til lørdag morgen:
’Fredag d. 30/04 kl. 15.13, blev en 24-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Grøndalsvej i Viby Jylland.
Fredag d. 30/04 kl. 16.55, blev en 27-årig kvindelig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da hun blev standset af en patrulje på Møllevangs Allé i Aarhus V.
Fredag d. 30/04 kl. 22.40, blev en 21-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Grønnegade i Aarhus C.’
Altså tre syndere stoppet det seneste døgn. Og statistisk set må antallet af bilister uden kørekort, som ikke bliver stoppet af politiet, være meget, meget større.
kb