Dom fastslår: Leasingfirma mister dyr Porsche brugt til vanvidskørsel

Få dage efter en ny lov om vanvidskørsel trådte i kraft den 31. marts, blev en Porsche, som en af de første biler, beslaglagt med henblik på konfiskation.
Den leasede Porsche, som blev ført af en mand, der havde lånt den af en ven for at hente en pizza, blev standset med 209 km/t. på Helsingørmotorvejen.
Nu har Retten i Lyngby godkendt beslaglæggelsen, hvilket betyder, at leasingselskabet mister bilen. Det skriver Ritzau.
I retten protesterede leasingselskabets advokat imod beslaglæggelsen og kaldte lovstramningen ”horribel”:
»Leasinggiveren har ingen mulighed for at gardere sig imod dette her. Det er jo en udenforstående tredjemand, der kørte. Man kan ikke påregne, at bilen blev lånt ud til en anden person. Hvorfra skal vi vide, hvem der ville køre bilen,« lød det ifølge Ritzau fra advokat Anders Scheel Frederiksen.
Hans protest var dog nytteløs.
jn