Specialpatrulje fandt »en del salgsposer og et større kontantbeløb« i Aarhus
En narkohund hjalp specialpatrulje med at finde narko og et større kontantbeløb.
Onsdag formiddag var betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje på opgave i det nordlige Aarhus. Der var kommet et tip, om at der skulle være narkotika på stedet. Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Da betjentene stod foran døren til lejligheden kunne de tydeligt høre, at der var nogen i lejligheden. Selvom betjentene flere gange gav sig til kende, blev der ikke lukket op, og patruljen måtte til sidst åbne døren »med den fornødne magt«.
Bag døren stod den 24-årige mandlige beboer, som blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, hvorefter hans hjem blev ransaget med hjælp fra en af politiets narkohunde.
Betjentene fandt med hjælp fra narkohunden en mindre mængde hash og skunk og nogle tusinde kroner i kontanter i lejligheden, inden de også fandt en nøgle til et kælderrum.
I kælderrummet lå en del salgsposer med hash og et større kontantbeløb, og den 24-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
Østjyllands Politi ønsker på nuværende tidspunkt ikke at komme nærmere ind på, hvor episoden fandt sted.
jg