Politirapporten: 25-årig kvinde væltet på knallert og sigtet
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport.

Onsdag klokken 22.13 skete der et færdselsuheld i krydset Søren Frichs Vej/Tousvej i Åbyhøj. En 19-årig mandlig bilist svingede til venstre ad Tousvej og kørte ind foran en 25-årig kvinde, der kom kørende på knallert og væltede, da hun forsøgte at dreje uden om bilen.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Kvinden kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Hun blev efterfølgende sigtet for at køre uden førerret og for ikke at have registreret og forsikret knallerten.
Døgnet i øvrigt
Onsdag klokken 16.06 skete der et færdselsuheld i krydset Gunnar Clausens Vej/Fabriksvej i Viby. En 37-årig kvinde mistede kontrollen over sin bil og ramte med lav fart ind i et vejskilt ved siden af vejen. Hun kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Onsdag klokken 16.56 skete der et færdselsuheld på Banegårdspladsen i Aarhus C. En 22-årig mandlig bilist foretog et venstresving og ramte ind i en 18-årig kvindelig cyklist, der væltede ned på asfalten. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skaden – bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Onsdag klokken 19.58 skete der et færdselsuheld på Storskovvej i Ormslev ved Viby. En 24-årig mand mistede kontrollen over sin bil, der rullede rundt på vejen. Den 24-årige var ved bevidsthed, da politiet kom frem, men han blev kørt til tjek på skadestuen.
Natten til torsdag klokken 2.40 skete der et færdselsuheld i krydset Dr. Holsts Vej/Åby Ringvej i Åbyhøj. En 18-årig mandlig bilist kørte i forbindelse med et sving op på et helleanlæg og ramte ind i et skilt, der væltede. Han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade ved uheldet.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands Politikreds.
• På Ålundsvej i Egå begået mellem tirsdag 4. maj klokken 15.00 og onsdag 5. maj klokken 13.12.
• På Kystvejen i Aarhus C begået mellem tirsdag 4. maj klokken 17 og onsdag 5,. maj klokken 14.
ksa