Porsche hamrede med 210 km/t gennem byen: Cyklist og kvindelige fodgængere i yderste livsfare

En 29-årig mand fra Aarhus er blevet idømt et år og fire måneders fængsel og otte års frakendelse af førerretten for vanvidskørsel.

Artiklens øverste billede
Arkivfoto: Politite.

Der er nu afsagt dom i den første sag om vanvidskørsel i Østjyllands politikreds efter de skærpede straffe trådte i kraft den 1. marts 2021. Den tiltalte var en 29-årig mand fra Aarhus, der den 27. marts i spirituspåvirket tilstand kørte ind ad Viborgvej i Aarhus i en leaset Porsche med en hastighed på mellem 150 og 210 km/t.

Politiet modtog om aftenen den 27. marts flere anmeldelser om, at en Porsche kørte vanvittigt i området ved Thorvaldsensgade i Aarhus, hvor føreren blandt andet lavede en overhaling over dobbelt optrukne linjer, hvorefter han kørte frem for rødt lys i krydset ved Vestergade, oplyser Østjyllands Politi.

En patrulje fik senere kontakt til bilen på Viborgvej, men føreren havde tydeligvis ingen intentioner om at standse, da betjentene gjorde tegn til det. I stedet satte han farten op og kørte igen over for rødt lys. Han overhalede flere biler og mistede på et tidspunkt herredømmet over bilen, hvorefter han havnede i den forkerte kørselsretning på Viborgvej på vej ind mod byen, så en modkørende bilist måtte undvige for at undgå sammenstød.

Føreren foretog også flere overhalinger indenom, kørte tværs over vognbaner og to gange mere over for rødt, hvor han den ene gang var tæt på at ramme en cyklist. Kort efter var to kvindelige fodgængere tæt på at blive kørt ned, da bilisten svingede ind lige foran dem i forbindelse med, at han kørte bilen ned i en parkeringskælder ved Ceres Byen, hvor politiet fandt den efterladt.

Betjentene henvendte sig herefter på en nærliggende adresse, hvor den 29-årige mand og han kæreste befandt sig. Her oplyste de, at det var kæresten, der havde kørt bilen. Det betød, at den 29-årige mand også er blevet dømt for at have givet urigtige oplysninger til politiet.

Den 29-årige mand blev desuden dømt for et tidligere forhold, hvor han den 1. maj 2020 blev sigtet for at køre spirituskørsel, køre frem for rødt lys og for ikke at efterkomme politiets anvisninger, da han blev standset i en anden bil på Silkeborgvej i Aarhus. Dengang blev hans promille målt til over 2,0, og han fik derfor midlertidigt inddraget førerretten, oplyser Østjyllands Politi.



kb

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen