Ældre kvinde udsat for gaderøveri i Aarhus
Østjyllands Politi efterlyser mand, som mandag stod bag gaderøveri mod en 69-årig kvinde i Aarhus.

En 69-årig kvinde blev pludselig skubbet omkuld og fik i samme situation stjålet sin taske, da hun mandag morgen var ude at gå en tur i Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Episoden fandt sted klokken 09.05 på Langenæs Allé i Aarhus. Den 69-årige kvinde har forklaret til politiet, at hun havde været ude at gå, da hun pludselig blev skubbet omkuld bagfra, hvorefter en ukendt gerningsmand tog hendes taske og løb fra stedet.
Kvinden nåede dog at få et signalement af gerningsmanden, inden han forsvandt, oplyser Østjyllands Politi, der gerne vil høre fra vidner.
Politiet kan kontaktes på 114.
jwh