Specialpatruljen fandt skunklaboratorium i Ryomgård

Tirsdag kl. 12.45 var et hold betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje forbi en adresse i Ryomgård, fordi de havde mistanke om, at der muligvis var oprettet et skunklaboratorium på stedet. Mistanken blev ikke mindre af, at vinduerne var blændet af, og den blev endeligt bekræftet, da betjentene ved hjælp af en låsesmed fik adgang til stedet.
På adressen fandt de et meget veludført skunklaboratorium med 243 friske hampplanter, der omregnet ville have givet tæt på syv kilo hash. Derudover blev der fundet knap et kilo tørret marihuana.
Mens politiet var på stedet, ankom ifølge døgnrapporten fra Østjyllands Politi en 38-årig mand, der erkendte, at det var hans skunklaboratorium. Han blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.
Ved efterfølgende ransagning på mandens egen bopæl i nærheden fandt betjentene en mindre mængde hasholie, som han også blev sigtet for at besidde.