Biltræf i aftes og i nat: Politiet slog til med bøderegn
Onsdag aften og natten til torsdag kørte omkring 100 biler rundt i Aarhus. Flere af dem kørte ulovligt, oplyser politiet.

Gruppen ’Cars & Coffee,’ som har etableret et fællesskab med interesse for biler, mødte osndag klokken lidt i 21 op på Havreballe Skovvej i Aarhus - cirka 100 køretøjer var til stede, vurderer Østjyllands Politi.
Med baggrund i tidligere arrangementer, hvor gældende færdselsregler ikke er blevet overholdt af nogle af deltagerne, var politiet også til stede under dette arrangement, hedder det politiets døgnrapport.
Gruppen kørte rundt i Aarhus det meste af aftenen og først på natten, hvor de afsluttede på Aarhus Ø ved 03-tiden.
Østjyllands Politi slog til flere gange og rejste en række sigtelser for overtrædelse af færdselsloven.
Her er politiets opgørelse:
1 x Hastighed, betinget
3 x Hastighed, klip
2 x Rødt lys, klip
2 x Unødig røg/støj
1 x Manglende sikkerhedssele
3 x Forkert lygteføring
2 x Fejl/mangler
1 x Manglende nummerplade
1 x Kørekort ej medbragt
1 x Manglende tegngivning
kb