Lastbil og chauffør stærkt efterlyst: Hamrede, tilsyneladende bevidst, kvinde ned i fodgængerfelt
Jagt på flugtlastbil og chauffør: Lastbilen beskrives som en større lastbil med en anhænger, der var grøn på siden.

Klokken 14.50 onsdag fik politiet anmeldelse om, at en 18-årig kvinde fra Ringsted var blevet kørt ned af en lastbil i et fodgængerfelt ved rundkørslen på Næstvedvej/Bragesvej i Ringsted.
Lastbilen standsede ikke efter uheldet, men kørte videre i østlig retning ad Bragesvej, hvor vidner tabte den af syne, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor den 18-årige blev afhørt, inden hun blev kørt i ambulance til skadestuen. Her blev det blev konstateret, at hun var sluppet heldigt fra påkørslen uden alvorlige skader.
Den 18-årige havde været på vej over fodgængerfeltet ved Bragesvej, da lastbilen kom kørende. Lastbilen holdt umiddelbart tilbage for kvinden, men satte så i gang, da hun var gået ud i fodgængerfeltet. Den 18-årige blev væltet omkuld, så hun slog sig på krop og hoved, men kom ikke ind under lastbilen. Vidner på stedet hjalp den 18-årige, men lastbilchaufføren stoppede ikke efter uheldet.
Lastbilen beskrives som en større lastbil med en anhænger, der var grøn på siden. Den kørte videre ad Bragesvej mod øst. Politiet optog rapport om uheldet og forsøger nu at finde frem til lastbilen og føreren.
Politiet er meget interesseret i at høre fra vidner, som så uheldet eller har oplysninger om lastbilen. Den 18-årige havde hørt flere biler dytte i forbindelse med, hun blev ramt, så der kan være bilister, som har bemærket noget. Kontakt politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.