Flere Brøndby-fans sigtet efter topkamp
Tre Brøndby-fans er blevet sigtet for at overtræde fyrværkeri-loven. En blev kortvarigt anholdt.

I forbindelse med torsdagens Superliga-kamp mellem AGF og Brøndby var der en del fodboldfans ved Ceres Park i Aarhus og i midtbyen. Derfor var flere betjente også til stede i området hele aftenen.
Omkring klokken 18.30 var der optræk til uro, da nogle lokale fans ville tage imod en bus fra Brøndby, men det blev håndteret af politiet, inden det udviklede sig.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Flere personer benyttede sig af romerlys både ved stadion og nede i byen, og indtil videre er tre mænd sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.
Derudover blev en 22-årig mand kortvarigt anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden, da han hamrede hårdt på et vindue ind til en beværtning på Kannikegade i Aarhus C.
Politiet dokumenterede løbende, hvad der skete, og der kan komme yderligere sigtelser efterfølgende.
ksa