Drukneulykke: To reddede sig i land - sidste mand er væk
Politiet har ledt med dykkere og helikoptere efter savnet mand, der med to andre kæntrede i kano i Arresø.

Helikoptere, dykkere og mandskab har søndag aften ledt efter en mand, der er forsvundet i vandet, efter at han sammen med to andre mænd kæntrede i en kano i Arresø ved Frederiksværk, oplyser vagtchefen ved Nordsjællands Politi.
To af de tre mænd, der er i midten af 20’erne, formåede at redde sig selv i land. De har fortalt, at ingen af dem bar redningsveste, skriver Ritzau.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 18.39. En person på land kunne høre to personer i vandet, som råbte på hjælp, men som var ude af syne.
»Da vi lander deroppe sammen med Brand og Redning Frederiksborg finder vi to personer, som selv er kommet i land drivvåde, og de siger så, at der mangler en tredje person. Ingen af dem bar redningsvest. Så vi mangler desværre en tredje person,« siger vagtchefen.
Det er i øjeblikket uvist, hvorfor kanoen kæntrede.
kb