Kæntrede i kano på sø: Lighunde og dykkere leder desperat
Politiet leder med dykkere og lighunde efter en savnet mand, der med en ven kæntrede i en kano i Arresø søndag.

Politi og redningsmandskab fortsatte onsdag og for fjerde dag i træk eftersøgningen efter en ung mand, der søndag kæntrede med sin kammerat i en kano i Arresø ved Frederiksværk.
I løbet af tirsdagen er der blevet ledt med hunde og dykkere efter manden uden held, oplyser vagtchef David Buch hos Nordsjællands Politi til Ritzau.
»Siden det skete, har der hver dag været dykkere ude, og vi har haft vandsøgningshunde, som skal kunne lugte, hvis der ligger noget på bunden for eksempel,« siger vagtchefen.
Politiet anser sandsynligheden for, at man finder manden i live, som værende mindre og mindre, som dagene går.
I alt var tre mænd på tur på Arresø søndag, da kanoen kæntrede. Den tredje mand stod dog på land, da det skete.
Det var ham, der slog alarm til politiet klokken 18.39, og han svømmede selv ud for at hjælpe sine venner.
Han fik den ene mand med ind på land, men den anden er altså stadig savnet. Mændene er i midten af 20’erne. Ingen af dem bar redningsveste, skriver Ritzau.
kb