Unge festede løs på Hotel Royal: Betjente måtte skride til anholdelse
To unge mænd anholdt og sigtet efter fest på det mondæne hotel

På Hotel Royal ved Store Torv havde man natten til onsdag en hel del hyr med en flok unge, der ikke ville følge hotellets regler.
En medarbejder på hotellet så sig klokken 02.40 nødsaget til at kontakte ordensmagten, fordi en gruppe festende unge på et hotelværelse nægtede at anerkende, at man kun må være fire personer på et værelse. I stedet havde de opført sig ubehøvlet over for den hotelansatte.
Da en politipatrulje ankom var flere af de unge gået, men der var stadig for mange mennesker på værelset, og eftersom de resterende unge nægtede at booke flere værelser, blev nogen af gæsterne bedt om at bryde festen op og forlade hotellet.
Videre samarbejdsvillige var de dog ikke, og i første omgang ville flere af dem ikke oplyse, hvem de var.
Til sidst indvilgede en 24-årig mand noget modvilligt i at forlade værelset, så der kun var de tilladte fire tilbage. På vejen ud med betjentene stoppede han dog gentagne gange op, råbte voldsomt op og gjorde modstand, når patruljen ville have ham til at gå. Det endte derfor med, at han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af restaurationsloven.
En 20-årig mand, der tidligere var gået fra hotelværelset og nu stod på gaden nedenfor, blandede sig under anholdelsen og råbte flere skældsord af betjentene.
Han blev derfor også lagt i håndjern og blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
ddp