Politirapporten: Nægtede at oplyse navn og personnummer - det kostede en tur på stationen

Artiklens øverste billede
Modelfoto

Søndag klokken 19.30 var en lokalpolitipatrulje fra Aarhus Vest på gående patrulje, da de ved Gudrunsvej spottede en gruppe personer, der sad omkring nogle bænke. Da personerne så betjentene, begyndte de at gå fra stedet. Betjentene fulgte efter den ene af dem, der dog nægtede at oplyse, hvad han hedder.

Han blev gjort bekendt med, at han havde pligt til at oplyse navn og fødselsdato. Han oplyste herefter et navn og en fødselsdato, som betjentene ikke kunne få til at stemme, og han endte derfor med at blive anholdt og sigtet for overtrædelse af retsplejeloven.

I forbindelse med, at han blev sat ind på bagsædet af patruljebilen, råbte han skældsord efter den ene betjent, og han blev derfor også sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand. Ved ankomst til politigården fandt betjentene mandens pung og fandt frem til hans rette identitet. Den 31-årige mand blev løsladt igen efter endt afhøring.

Færdsel

Søndag klokken 15.06 skete der et færdselsuheld på Lystrupvej i Risskov. En 22-årig mandlig bilist kom kørende ad Lystrupvej, da han blev påkørt bagfra af en anden bil, der blev ført af en 62-årig mand, der ikke havde nået at registrere, at den forankørende bil var bremset ned. Den 62-årige mand blev tilset i en ambulance, men var umiddelbart ikke kommet noget til. Han blev sigtet for ikke at have holdt tilstrækkelig afstand til forankørende. Den 22-årige mand blev kørt til kontrol på skadestuen, men var heller ikke umiddelbart kommet noget til. Betjentene vurderede dog, at han var påvirket af spiritus, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel. Det viste sig også, at han ikke havde noget kørekort, og han blev derfor også sigtet for kørsel uden førerret. Bilens ejer, 27-årig kvinde, der var mødt op på skadestuen for at se til den 22-årige mand, blev desuden sigtet for at have overladt førerretten til en person uden kørekort.

Søndag klokken 15.56 skete der et færdselsuheld i krydset Ajstrupvej/Snovdrupvej i Malling. En 51-årig kvindelig bilist kom kørende ad Ajstrupvej og skulle svinge til højre ad Snovdrupvej, da hun overså en knallert, ført af en 20-årig mand, der kom kørende fra venstre side på den dobbeltrettede cykelsti langs Ajstrupvej. Knallertføreren kunne ikke nå at bremse, og der skete sammenstød mellem bil og knallert. Den 20-årige mand blev kørt til kontrol på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet noget til. Idet undersøgelserne på stedet tydede på, at knallerten havde kørt hurtigere, end det måtte, blev den 20-årige mand foreløbigt sigtet for at køre på en ulovlig knallert, og knallerten blev beslaglagt med henblik på nærmere undersøgelse. Den 51-årige kvindelige bilist blev desuden sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Søndag klokken 17.10 skete der et færdselsuheld på Blomstevej i Tilst. En 24-årig mandlig bilist kom kørende ad Blomstervej, da han blev påkørt af en bil, ført af en 26-årig mand, der kørte frem for ubetinget vigepligt, da han skulle ud fra en sidevej. Uheldet medførte stor materiel skade på de to biler, men ingen af bilisterne kom umiddelbart noget til. Den 26-årige mand blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Søndag klokken 23.19 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Frederiks Allé i Aarhus C.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Aarhus Kommune:

Castenschioldsvej i Højberg begået mandag den 31/5 mellem klokken 00.18 og klokken 00.22.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen