Beboere evakueret: Røgudvikling spredte sig til lejligheder
Østjyllands Brandvæsen rykkede tirsdag formiddag ud til en melding om brand på Marselis Boulevard.

Østjyllands Brandvæsen fik tirsdag morgen evakueret et lejlighedskompleks efter røg havde spredt sig til flere lejligheder fra en skakt.
»Der var gået ild i nogle isoleringsmaterialer i en indvendig lodret, lodret gennemgående skakt i bygningen,« oplyser operationschef hos Østjyllands Brandvæsen, Anders Ratcke.
Da Østjyllands Brandvæsen nåede frem, måtte man evakuere lejlighederne, inden man kunne finde frem til, hvor røgen kom fra. Da årsagen var fundet, måtte brandmændene skære i bygningen for at kunne komme ind til skakten, hvor branden var.
Anders Ratcke fortæller dog, at der ikke har været den voldsomme brand, men at der har været en del røgspredning.
Branden er blevet slukket, man har udluftet lejlighederne, og nu laver Østjyllands Brandvæsen følgeskadebekæmpelse og skadeservice på stedet.
jg