Politiet: - Et planlagt og koordineret drabsforsøg, hvor ofrene blev lokket i baghold
Nordjyllands Politi har i morges anholdt to mænd, som mistænkes for at være involveret i en skudepisode på Hadsundvej i Aalborg. Flere anholdelser i sagen er på vej.

Skyderiet, der af politiet betegnes som et drabsforsøg, fandt sted natten til søndag den 21. marts og gik ud over en 22-årig, som blev ramt af skud i hoften. En kammerat til den 22-årige slap uskadt.
»Vi betragter det som et planlagt og koordineret drabsforsøg, hvor ofrene forinden var blevet lokket i et baghold,« siger lederen af efterforskningen, politikommissær ved Nordjyllands Politi, Carsten Straszek.
De to personer, der i dag blev anholdt, er unge mænd på henholdsvis 18 og 19 år - begge med tilknytning til Aalborg. Politiet mener, at de var en del af en gruppe på 8-10 personer, som deltog i drabsforsøget, hvor der blev anvendt tre biler og en scooter.
Sagen har været højt prioriteret i efterforskningsarbejdet hos Nordjyllands Politi.
»Vi har arbejdet intenst med den her alvorlige sag siden marts. Skyderi i det offentlige rum er noget, som vi tager særdeles seriøst i politiet – dét kommer vi aldrig til at acceptere. Og derfor er jeg tilfreds med, at vi nu er skredet til anholdelse af to mistænkte,« siger Carsten Straszek, som samtidig lover flere af slagsen:
»Vi forventer, at vi i løbet af den nærmeste fremtid skrider til yderligere anholdelser i sagen, men nærmere kan jeg ikke komme det lige nu – af hensynet til efterforskningen.«
Dagens anholdte fremstilles i et grundlovsforhør i Retten i Aalborg senere i dag, sigtet for blandt andet forsøg på manddrab.
jn