Taxachauffør kørte fra hjælpeløs mand: En halv time senere var han død
Chaufføren er nu dømt for at efterlade ældre mand i hjælpeløs tilstand.

En 54-årig taxachauffør er tirsdag blevet idømt tre måneders betinget fængsel og samfundstjeneste for at køre fra en 72-årig mand, som han efterlod med vejrtrækningsproblemer ved sit hjem. Kort efter afgik den ældre mand ved døden, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Den tragiske episode skete den 12. december, da chaufføren havde kørt den ældre mand hjem fra hospitalet til hans adresse i Hvidovre.
På trods af at den ældre mand faldt om med tydelige vejrtrækningsproblemer, valgte chaufføren at forlade ham og hustruen, uden at sikre sig, at manden fik den tilstrækkelige hjælp. Kort efter afgik den ældre mand ved døden.
Retten har vurderet, at chaufføren overtrådte straffelovens paragraf 250 om at forlade en person i hjælpeløs tilstand, der er i ens varetægt.
”Dette er en sag, der reelt kun har tabere – men jeg er tilfreds med, at chaufføren er blevet dømt i henhold til anklageskriftet. Retten har dog ikke fulgt min påstand om at fratage chaufføren retten til udøve erhvervsmæssig personbefordring” siger sagens anklager Anna Winkel.
Chaufføren modtog dommen.
jn