Person dræbt i alvorlig ulykke: Bil ramte gods på modkørende særtransport

En 51-årig mand har tirsdag kort efter klokken 15.30 mistet livet på Koldingvej mellem Jels og Vamdrup i forbindelse med en voldsom trafikulykke. Det skriver JydskeVestkysten.
Ved ulykken ramte en varevogn, ført af den 51-årige, ind i noget gods, der var spændt på en modkørende lastbil. Lastbilen var en særtransport, som kørte med en stor stålkonstruktion.
Mandens liv stod ikke til at redde. Han døde på ulykkesstedet, skriver JydskeVestkysten.
Lidt før klokken 19.30 var politi, redning og en bilinspektør færdige med at arbejde på stedet, og Koldingvej kunne igen åbnes.
»Vi er nu færdige på stedet og der er farbart i begge retninger. Familien til den afdøde fører af varevognen er underrettet,« skrev vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
jn