Politiet til kvindelig flugtbilist: Meld dig selv

Politiet efterlyser en kvindelig bilist, som lørdag kørte fra et uheldssted og efterlod en motorcyklist i krydset Sandagervej og Hovedvejen ved Tappernøje.
Klokken var 15.09, da kvinden, som var kørende i en lille sort Peugeot, tilsyneladende tog svinget fra Hovedvejen ud på Sandagervej så skarpt, at den 38-årige motorcyklist fra Tappernøje måtte undvige, så han faldt af sin motorcykel.
Kvinden holdt kortvarigt ind til siden, men valgte kort efter at køre fra stedet uden at give sig til kende.
Manden blev overført til Køge Sygehus, men han slap heldigvis uden større personskader. Motorcyklen derimod blev totalskadet, oplyser politiet.
Politiet vil gerne både i kontakt med vidner til uheldet, men opfordrer også kvinden i den sorte Peugeot til at melde sig selv.
Kontakt 1-1-4 hvis du har oplysninger i sagen.
jn