Det gik helt galt med ukrudtsbrænder: Ild i træ
En 28-årig mand kom ved en fejl til at sætte ild til et træ.

En 28-årig mand på Smedevænget i Galten var i gang med at fjerne ukrudt i sin have med en ukrudtsbrænder søndag klokken 10.27, men det gik ikke helt som forventet.
Han kom til at sætte ild til et træ, men fik selv ilden slukket, oplyser politikommissær ved Sydøstjyllands Politi, Mads Højen.
Brandvæsenet kom dog til stedet, da det modtog en anmeldelse fra adressen.
»Vi fik en anmeldelse om røg, og derfor kørte man derud. Vi anmoder om, at man udviser stor forsigtighed, når man bruger ukrudtsbrændere,« oplyser Mads Højen.
Den 28-årige mand er blevet sigtet for at overtræde brandlovgivningen og får en bøde for det, men hvor stor, kan Mads Højen på nuværende tidspunkt ikke sige.