16-årig pige invalideret i trafikulykke: Kammerat havde drukket og kørte for stærkt

19-årig bilist havde drukket mere end tilladt og kørte for stærkt, da han mistede kontrollen med sin bil og kørte ind i en mur

Artiklens øverste billede
Det var denne lade i mursten, som en bil med fem unge kørte ind i og lavede et stort hul i. Foto: Google Maps

En 16-årig pige kom meget alvorligt til skade og fik svære varige mén i en trafikulykke for godt et år siden lige udenfor Thorsø.

Ulykken skete natten til søndag 26. april 2020 cirka klokken 01.50, da fem unge kom kørende i en Audi A6 på Brunhøjvej ind mod byen. I et venstresving mistede føreren kontrollen med bilen, som skred ud til højre på en mark og fortsatte 64 meter, hvor den ramte ind i en murstenslade på Brunhøjvej 9 og lavede et stort hul i muren.

Bilen blev ført af en 19-årig mand fra Thorsø, der havde fire piger med i bilen. Bilisten og tre af pigerne kom ikke nævneværdigt til skade, oplyser Østjyllands Politis anklager Peter Rydder i sagen, der netop har været for retten. Den 16-årige pige, der også er fra Thorsø, kom derimod meget alvorligt til skade og blev kørt til Aarhus Universitetshospital i kritisk tilstand.

Hun havde fået flere alvorlige brud i ansigtet og voldsomme skader i hjernen efter slag mod hovedet, men overlevede og lever i dag med svær spasticitet, synsskader, kognitive skader og svære varige mén som følge af ulykken. Det fremgår af anklageskriftet i sagen mod den i dag 20-årige mand fra Thorsø, der kørte bilen, hvor den 16-årige pige sad på bagsædet.

Havde drukket

Den 19-årige bilist fik knap to timer efter ulykken, klokken 03.38, rutinemæssigt taget en blodprøve for at teste, om han var påvirket af alkohol eller stoffer. Det viste sig, at han havde en alkoholpromille på mindst 0,98, hvilket er højere end den tilladte promille på 0,5.

Han angrer og er rigtig ked af det

Tobias Engby, forsvarsadvokat

Han havde med andre ord drukket for meget til at køre bil, og det erkendte han da også, da han vidnede i retten.

»Han erkendte at have drukket, og at han mistede kontrollen med bilen i et sving og kørte ind i en lade. Han erkendte det hele,« fortæller Peter Rydder, Østjyllands Politis anklager i sagen.

Kørte for stærkt

Som altid ved alvorlige ulykker blev ulykken ved Thorsø undersøgt af en bilinspektør for at klarlægge de nærmere omstændigheder. Bilinspektørens undersøgelser viste, at bilisten havde kørt med mindst 95 km/t og i kurven mistede herredømmet over bilen, som skred ind til højre på marken og fortsatte 64 meter, inden den bragede ind i murstensladen.

Man må køre 80 km/t på stedet, så den unge mand kørte stærkere end tilladt, »alt hvorved den tiltalte tilsidesatte væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, og hvilket medførte betydelig materielskade og alvorlig personskade,« som det formuleres i anklageskriftet.

Betinget fængsel

Spirituskørslen og hastighedsoverskridelsen er overtrædelser af Færdselsloven. Den 20-årige mand blev desuden dømt for at overtræde Straffelovens paragraf 249, der handler om uagtsomt at tilføje betydelige skader på en anden person under særligt skærpende omstændigheder. Spirituskørsel anses ligesom særligt hensynsløs kørsel som en en særligt skærpende omstændighed.

Anklageren krævede fængselsstraf og ubetinget frakendelse af kørekortet i sagen. Dommen lød på seks måneders betinget fængsel og samfundstjeneste samt frakendelse af kørekortet i to år. Det var, hvad anklageren gik efter, så dommen bliver ikke anket fra anklagemyndighedens side, oplyser Peter Rydder.

Angrer

Den unge mands forsvarer Tobias Engby oplyser til Lokalavisen, at hans klient modtog dommen, og at den heller ikke vil blive anket fra hans side.

»Han har helt fra starten ved afhøring på skadestuen efter uheldet erkendt sig skyldig. Han sagde tingene, som de var, og gentog det i retten, hvor han var meget påvirket. Han har ikke noget imod at få en straf, for det han har gjort, så dommen blev modtaget,« siger forsvarsadvokat Tobias Engby og tilføjer:

»Han angrer og er rigtig ked af det.«

Læs også

Del artiklen