Mand fængslet for forsøg på manddrab: Kone indlagt med livstruende skader
61-årig mand nægter sig skyldig.

En 61-årig mand fra Lystrup er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter at han onsdag blev anholdt og sigtet for forsøg på manddrab.
Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.
Mandens 62-årige kone blev onsdag morgen indlagt på hospitalet med livstruende skader.
Den 61-årige mand nægter sig skyldig.
Hospital ringede til politi
Manden ringede tidligt onsdag morgen selv til politiet og fortalte, at hans kone ikke var til at komme i kontakt med og havde brug for hjælp.
Kvinden blev kørt på hospitalet i kritisk tilstand. Hendes skader fik hospitalet til at kontakte politiet, der kort tid efter anholdt den 61-årige på parrets adresse i Lystrup.
To andre personer, der har relation til kvinden, befandt sig på adressen, og de var kortvarigt anholdt, mens deres rolle i sagen blev undersøgt. De mistænkes dog for nuværende ikke i sagen.