Mand kører ind i bil for at komme væk fra lastbil
Uheld sænkede kortvarigt hastigheden på motorvejsstrækning Ejer Bavnehøj.

En 46-årig mandlig bilist kørte torsdag eftermiddag op i bagenden på en anden bil på Østjyske Motorvej.
Det skete i forbindelse med, at en lastbil kørte ind på motorvejen fra en tilkørselsrampe nær Ejer Bavnehøj.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Den 46-årige mand kørte i første vognbane, da lastbilen kom ned mod motorvejen. Manden trak derfor over i anden vejbane og ramte i forbindelse med den manøvre en anden bil.
Der skete kun materiel skade ved uheldet. Det var dog nødvendig for politiet at afspærre første vognbane i en times tid, hvilket kortvarigt gav lidt trafikale udfordringer.
Færdselsuheldet blev anmeldt til politiet klokken 16.15.