Lige nu: Politiet jagter voldtægtsmand fra Kongens Have

Kvinde har anmeldt, at hun blev voldtaget tidligt fredag morgen i Kongens Have i København.

Artiklens øverste billede
Politiet har afspærret Kongens Have. Foto: Presse-fotos.dk.

’Vi har lige nu afspærret Kongens Have, da vi efterforsker en anmeldelse om voldtægt i haven. Vi har patruljer på stedet og vil melde ud her, når vi er færdige med arbejdet og hæver afspærringen.’

Sådan lyder meldingen lige nu fra Københavns Politi på Twitter.

Tidligt fredag morgen gik en ung kvinde ind i Kongens Have i København i selskab med en mand, skriver Ritzau - og det er angiveligt denne mand, som kvinden har anmeldt for voldtægt.

Hos Københavns Politi oplyser central efterforskningsleder Anders Frederiksen, at politiet modtog anmeldelsen klokken 04.47.

I første omgang fik politiet kvinden til at udpege gerningsstedet, som er i den nordvestlige del af parken - den del, der ligger op mod Livgardens Kaserne.

Kongens Have er den centrale park i København, som ud over kasernen også rummer Rosenborg Slot.

Efterforskningslederen fortæller, at kvinden fredag morgen bliver afhørt af politiet.

Den mistænkte er endnu ikke pågrebet.



kb

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen