Far redder heroisk sin lille pige - måtte hoppe ud af vindue

Tyk røg gjorde, at en far ikke kunne se noget, da han skulle hjælpe sine kære.

Artiklens øverste billede
Der kom meterhøje flammer ud af taget på brændende hus, da brandfolk ankom til stedet. Foro: Øxenholt Foto

En mor og en far i Hørup ved Jelling nær Vejle må søndag være lykkelige over, at de lørdag sendte deres to ældste børn afsted på sommerferie.

Det er således ikke til at vide, hvad der ville være sket med dem, hvis de havde været hjemme, da en voldsom brand brød ud i familiens hus natten til søndag.

Kan ikke se noget

Moren i familien vågner først ved, at hun kan lugte røg, men antager at det kommer udefra og lukker vinduet. Det vækker faren, som står op og åbner døren ud til gangen.

Han bliver til sin store overraskelse mødt af voldsom røg, men skynder sig at tage affære. Faren finder gennem røgen vej ind til sin datters værelse og får hende sikkert tilbage til forældrenes soveværelse.

»Alene på den tid, det tager at hente datteren fra hendes værelse og komme tilbage igen, er forældrenes soveværelse blevet så fyldt af røg, at han ikke kan se noget derinde,« siger indsatsleder hos Trekant Brand, Christina Fischer, til Lokalavisen.dk.

Meterhøje flammer

For at redde sin familie ud af det brændende hus, hopper faren ud af forældrenes soveværelse på første sal. Han får fat i en stige, som han sætter op og får kone og barn ud.

Der er ifølge indsatsleder Christina Fischer tale om en voldsom brand.

»Da vi kommer derud, står flammerne flere meter op igennem taget. Familien er heldigvis kommet uskadt ud,« siger hun til Lokalavisen.dk og tilføjer:

»Køkkenet i stueetagen er udbrændt og hele førstesalen og resten af huset er voldsomt vandskadet. Jeg vil blive overrasket, hvis nogen kommer til at bo i huset igen.«

Sprøjtede vand i timevis

Trekant Brand fik meldingen om branden ved ettiden natten til søndag, og brandfolkene blev på stedet til omkring seks søndag morgen.

Det er uvist, hvorfor branden brød, oplyser Christina Fischer, som vurderer, at pigen, der blev reddet ud, er seks-syv år gammel.

Politiet skal nu undersøge brandårsagen nærmere.

sb

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen