Blev efterlyst med billede: Nu har voldsmand meldt sig selv

Østjyllands Politi modtog mange henvendelser, efter det torsdag udsendte en efterlysning af en formodet voldsmand. Fredag meldte han sig selv.

Artiklens øverste billede
18-årig mand har meldt sig selv for voldelige overfald. Arkivfoto.

Den person, som Østjyllands Politi torsdag efterlyste for to voldelige overfald, har meldt sig selv.

Det oplyser politiet selv på Twitter.

»I går efterlyste vi en formodet medgerningsmand til to voldelige overfald i Aarhus den 7. august. Efterlysningen gav mange tip, der pegede i retning af en navngiven person. Han havde dog også selv set opslaget og har her til formiddag meldt sig selv,« skriver Østjyllands Politi på det sociale medie.

Der er tale om en 19-årig mand, som nu vil blive sigtet for sin medvirken til to grove overfald.

To grove overfald

Det første overfald skete lørdag klokken 01.15, hvor en 24-årig mand fra Aarhus var blevet overfaldet med slag og spark. Den 24-årige havde sat en pose med alkohol uden for sin hoveddør i Frederiksgade, idet han kortvarigt skulle ind og hente noget. Da han igen kom ud, havde to personer taget posen, og var på vej væk fra stedet.

Den 24-årige råbte efter dem, at det var hans pose, og forsøgte at få den tilbage. Herefter vendte de to mænd retur og overfaldt ham med adskillige slag og spark på kroppen og i hovedet.

Få minutter senere fik politiet en ny anmeldelse fra Christiansgade, hvor det viste sig, at det var de samme to mænd, der var på spil igen.

Her blev to mænd på 25 og 27 år overfaldet. Den ene blev slået flere gange, og der blev også stukket ud efter dem begge med en skarp genstand.

jwh

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen