16-årig pige alvorligt kvæstet i hovedet: Ramt af bil på p-plads ved Aldi

En 16-årig pige er indlagt, efter hun lørdag blev ramt af en bil på Torvesvinget i Vig i Odsherred.

Artiklens øverste billede
Aldi-butikken på billedet er ikke den i historien omtalte Aldi. Arkivfoto: Christian Lykking/Ritzau Scanpix

Det var pigens far, som søndag klokken 13.32 anmeldte til politiet, at pigen dagen forinden var blevet ramt af en bil, da hun opholdt sig på parkeringspladsen bag Aldi på Torvesvinget i Vig, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Ulykken skete lørdag aften mellem klokken 22-23, da den 16-årige, som var sammen med nogle venner, blev ramt af bilen, så hun faldt og slog hovedet.

Efter ulykken tog pigen først hjem, men hun blev tiltagende dårlig i løbet af aftenen og blev natten til søndag afhentet af en ambulance, og kørt til sygehuset til behandling for sit hovedtraume.

Søndag nat fik politiet melding fra sygehuset om, at den 16-åriges tilstand var alvorlig, og det har endnu ikke været muligt at afhøre hende.

Efterforskning har ført politiet frem til bilens ejer, som er blevet afhørt til sagen, og mandag morgen opsøgte politiet også en 17-årig ung kvinde fra Odsherred, som er mistænkt for at have ført bilen på ulykkestidspunktet, hvor de to unge kvinder opholdt sig på parkeringspladsen sammen.

Pigen er blevet afhørt i sagen.

Politiet vil gerne høre fra eventuelle vidner, der opholdt sig på parkeringspladsen på Torvesvinget i Vig sent lørdag aften. Kontakt på telefon 1-1-4.

jn

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen